Arbejdet med skolebørns sociale kompetencer kræver en tydelig plan. Først må de voksne undersøge, hvad der faktisk sker i børnegruppen. Derefter kan de vælge et afgrænset mål, planlægge øvelser og følge med i, hvordan børnene bruger det lærte. Det lyder ligetil, men i en travl skoleuge bliver netop den rækkefølge let glemt. Så kommer aktiviteterne før formålet. En brugbar plan giver plads til undervisning, gentagelser og justeringer, uden at hvert samvær bliver en vurdering af det enkelte barn.

Begynd med at undersøge skolebørnenes sociale kompetencer

Start med en kort observationsperiode, før du vælger aktiviteter. Aftal, hvilke situationer de voksne skal lægge mærke til, og beskriv handlinger frem for personlighed. Notér eksempelvis, om børnene venter på tur, spørger ind til hinandens forslag eller søger hjælp, når en uenighed går i stå. Formuleringen »afbryder under fælles beskeder« giver et mere konkret udgangspunkt end »mangler respekt«.

Observationerne bør dække flere sammenhænge. Et barn kan deltage ubesværet i en lille gruppe og samtidig have svært ved at få plads i klassens samtaler. Inddrag derfor både undervisning, overgange mellem aktiviteter og pauser, men hold notaterne korte og relevante for opgaven.

Spørg også børnene, hvornår fællesskabet fungerer, og hvornår det bliver vanskeligt at være med. Deres svar kan pege på forhold, de voksne overser. Afslut observationsperioden med en fælles beskrivelse af situationen, ikke med en rangordning af børnene. Beskrivelsen skal bruges til at planlægge støtte og undervisning, ikke til at sætte faste mærkater på nogen.

Vælg ét mål for arbejdet med sociale kompetencer

Når observationsperioden er afsluttet, skal indtrykkene omsættes til et mål, der kan ses i børnenes handlinger. »Klassen skal blive bedre til samarbejde« er for bredt til at styre arbejdet de næste uger. Et mere anvendeligt mål er, at børnene lader en makker tale færdig og derefter gengiver hovedindholdet, før de selv svarer. Så ved både børn og voksne, hvad der øves.

Vælg ét fælles fokus ad gangen. Andre udfordringer forsvinder ikke, men planen bliver uklar, hvis den samtidig skal rumme konflikthåndtering, venskaber, turtagning og deltagelse i grupper. Skriv målet i et sprog, børnene forstår, og forklar, hvad de skal bruge færdigheden til. Og regionale-schule-woerth.de kan indgå i de voksnes samtale om, hvordan skolers mål for fællesskabet omsættes til konkrete handlinger.

Aftal desuden, hvilken støtte børnene kan få. Nogle har brug for at se rækkefølgen på billeder eller få længere tid til at svare. Det ændrer ikke nødvendigvis det fælles mål, men vejen frem til det kan se forskellig ud. Fastlæg til sidst, hvilke konkrete tegn de voksne vil holde øje med undervejs.

Læg en tidsplan med plads til gentagelse

Sæt arbejdet i kalenderen, inden du finder materialer. Ellers risikerer forløbet kun at blive gennemført, når der tilfældigvis er tid. En afgrænset periode med faste tidspunkter giver en tydelig begyndelse og en dato for opfølgning. Planen behøver ikke fylde meget, men den skal kunne gennemføres på almindelige skoledage.

Et tænkt forløb kan strække sig over fire uger med to øvelser på hver 15 minutter om ugen. Det svarer til 120 minutters planlagt øvetid. Den ene øvelse kan foregå med tæt voksenstøtte, mens børnene i den anden prøver færdigheden i en almindelig undervisningsopgave. Eksemplet angiver ikke en nødvendig varighed, men viser, hvor meget tid der skal findes i skemaet.

Afsæt også tid til en kort koordinering mellem de voksne. Her afklares materialer, gruppedeling og støtte. Hold enkelte tidspunkter åbne, så en aflyst øvelse kan flyttes uden at presse to aktiviteter sammen næste gang. Gentagelser kræver plads i kalenderen, ikke blot en hensigt om at nå dem.

Vis handlingen, før børnene selv skal øve

Begynd undervisningen med at vise den valgte færdighed. Forklar kort, hvad børnene skal lægge mærke til, og demonstrér derefter handlingen med tydelige ord og pauser. En voksen kan vise både en hensigtsmæssig fremgangsmåde og en mindre hensigtsmæssig version, uden at bestemte børn bliver brugt som dårlige eksempler. Bed børnene beskrive forskellen frem for at gætte, hvilken person der er »sød« eller »uartig«.

Et enkelt hverdagseksempel kan være to børn, der begge vil bruge den samme saks under en opgave. Den voksne viser, hvordan den ene kan fortælle, hvad vedkommende har brug for, lytte til den andens svar og foreslå en rækkefølge. Hold situationen kort, så opmærksomheden bliver på handlingerne frem for på en lang fortælling.

Lad derefter børnene øve i overskuelige rammer med klare roller. Hold gerne en pause undervejs, og lad dem prøve igen. Giv konkret feedback. »Du ventede, til din makker var færdig« fortæller mere end »flot«. Børnene kan også få støtte i form af billeder eller forslag til formuleringer, de kan bruge i samtalen.

Fordel de voksnes opgaver, før færdigheden bruges i hverdagen

Næste skridt er at koble øvelserne til skolens almindelige aktiviteter. Det kræver aftaler mellem de voksne, som møder børnene. Beslut, hvem der minder om færdigheden før en aktivitet, hvem der hjælper undervejs, og hvem der samler korte observationer bagefter. Uden en tydelig fordeling kan alle tro, at en anden følger op.

Brug de samme centrale formuleringer i undervisningen og fritidstilbuddet, når det passer til målet. Børnene skal ikke først afkode flere voksnes forskellige betegnelser for den samme handling. Tilpas samtidig støtten til situationen. En kort påmindelse kan være tilstrækkelig ét sted, mens en voksen må hjælpe med hele rækkefølgen et andet sted.

Fortæl forældrene, hvad klassen arbejder med, og hvilke ord børnene kender fra skolen. Hold beskeden konkret, og undgå at gøre hjemmet ansvarligt for undervisningsforløbet. Del ikke oplysninger om andre børn. Aftal internt, hvem forældrene kan kontakte med spørgsmål, så de ikke skal henvende sig til flere voksne og risikere at få forskellige forklaringer.

Følg op og beslut det næste lille skridt

Vurder forløbet på det tidspunkt, I aftalte i begyndelsen. Find de oprindelige observationer frem, og sammenhold dem med nye observationer fra tilsvarende situationer. Se efter den konkrete handling, I valgte som mål. En rolig time er ikke i sig selv tegn på, at børnene har lært at lytte eller forhandle. Opgaven kan også have stillet færre krav til samspillet.

Inddrag børnene med korte spørgsmål om, hvad de har kunnet bruge, og hvor de stadig har brug for hjælp. Undgå offentlig bedømmelse af klassekammerater. Samtalen skal handle om deres egen deltagelse og rammerne for at øve, ikke om at udpege dem, der har sværest ved det.

Beslut derefter, om børnene skal øve færdigheden igen, bruge den i mere krævende situationer eller prøve med mindre voksenstøtte. Hvis fremgangen udebliver, så undersøg først opgavens sværhedsgrad, instruktionen og børnenes muligheder for at deltage. Skriv den næste aftale ned med en dato, en konkret handling og navnet på den voksne, der følger op. Bevar den støtte, børnene fortsat har brug for, når et nyt fokus introduceres.